Fattet Lars Bak: Jeg gav det maksimale

Skrevet af admin

08/08/2015

Dagens topnyheder

På fredagens enkeltstart i Helsingør måtte rutinerede Lars Bak (Lotto Soudal) give den gule førertrøje fra sig, da Christopher Juul-Jensen (Tinkoff-Saxo) hamrede i pedalerne og overtog førstepladsen i klassementet.

Derfor var det også en skuffet, men fattet Lars Bak, som lørdag kom i mål på Frederiksberg Allé til endnu en samlet andenplads i Post Danmark Rundt.

- Jeg har den samme følelse, som jeg havde i morges. Jeg vidste godt, at det ville blive en andenplads. Jeg kørte to etaper i førertrøjen, og jeg synes, jeg gav det maksimale på alle etaperne, så jeg synes ikke, jeg kunne have gjort det ret meget bedre, siger han.

Alle steder, hvor feltet er kørt igennem, har opbakningen ellers været massiv til den 35-årige silkeborgenser, og det har han lagt mærke til, selvom der er blevet kørt i et højt tempo i årets Danmark Rundt.

- Jeg er meget glad og imponeret over alle dem, der råber mit navn. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg har kørt Tour de France fem gange og har været en måned på tv, så de kender mig, siger han.

Lars Bak er imponeret over niveauet, som hans landsmænd har vist i jubilæumsudgaven af Post Danmark Rundt.

- Alle de danske ryttere har fået lov til at vise, hvad de kunne, så det har været godt for dansk cykelsport. Os danskere er pissemotiverede for at køre her, og det ser man også på resultatlisten. Vi viser, at Danmark har et godt niveau, siger han.

Med den tredje andenplads i Danmarks største etapeløb i hus venter der nu Lars Bak et par fridage, inden resten af sæsonen skal køres.

- Jeg skal slappe af det næste stykke tid og lade batterierne op til resten af sæsonen. Der er stadig mange gode cykelløb tilbage, og det glæder jeg mig til, siger Lars Bak.

Lars Bak blev nummer to i klassementet - 45 sekunder efter Christopher Juul-Jensen fra Tinkoff-Saxo.

/ritzau/