Favorit vinder Kentucky Derby foran 170.000 tilskuere

Hesten Nyquist og jockeyen Mario Gutierrez levede lørdag op til deres favoritværdighed og vandt den 142. udgave af galopvæddeløbet Kentucky Derby.

I et felt med 20 toptrimmede heste krydsede Nyquist målstregen med mere end en hestelængde ned til nummer to, Exaggerator.

Gun Runner blev nummer tre i det traditionsrige løb, der betegnes som den ældste tilbagevendende sportsbegivenhed i USA. Det har været holdt hvert eneste år siden 1875 på Churchill Downs-anlægget i Louisville. I år var der hele 170.000 tilskuere.

Hesten Nyquist har vundet alle de otte løb, den har galopperet i.

Det skandinaviskklingende navn skyldes ifølge nyhedsbureauet TT, at hestens ejer, Paul Reddam, er stor fan af ishockeyklubben Detroit Red Wings og i særlig grad den svenske spiller Gustav Nyquist, der også er med på det svenske VM-hold, som søndag møder Danmark.

- Han er bare sådan en speciel hest, siger træner Doug O'Neill ifølge Reuters.

- I enhver sport for mennesker ville han være en topatlet. Han er bare første klasse. Bare den udstråling, han har. Han er den slags hest, der ville være i træningscentret hele dagen, gå tidligt i seng. Han ved, hvornår han skal hvile, og hvornår han skal levere sit allerbedste.

Lørdagens sejr giver en million dollar i præmiepenge.

/ritzau/

Dagens Gossip