Favoritten Federer er færdig i Australian Open

Tennislegenden Roger Federer, som er seedet nummer to i Australian Open, er ude af turneringen allerede efter tredje runde.

Italieneren Andreas Seppi sendte Federer ud med 6-4, 7-6, 4-6 og 7-6 på en fyldt Rod Laver Arena.

Den 30-årige italiener er nummer 46 i verden, men fandt det helt gode spil frem mod Roger Federer samtidig med, at schweizeren lavede alt for mange fejl.

Således måtte schweizeren notere sig for ni dobbeltfejl og i alt 55 uprovokerede fejl.

Både andet og fjerde sæt måtte afgøres i tiebreak, og i begge sæt havde Roger Federer føringen. Han førte 5-3 i andet sæts tiebreak, men tabte fire point i træk. I fjerde sæts tiebreak førte han 5-4.

Andreas Seppi får en useedet modstander i sin ottendedelsfinale.

Modsat Federer havde Rafael Nadal ingen problemer med at spille sig i ottendedelsfinalen. Spanieren vandt 6-1, 6-0 og 7-5 over israeleren Dudi Sela.

Nadal havde ellers set lidt rusten ud i sin forrige kamp.

Briten Andy Murray er også videre til ottendedelsfinalen. Han vandt 6-1, 6-1 og 7-5 over Joao Sousa fra Portugal og er endnu ikke rigtigt blevet testet i turneringen.

Murray er i ottendedelsfinalen i Melbourne for syvende år i træk, men selv om han også har været i finalen tre gange, mangler han stadig sin første titel.

I ottendedelsfinalen venter den 10.-seedede bulgarer Grigor Dimitrov. Sidstnævnte måtte ud i fem sæt, før han havde besejret cyprioten Marcos Baghdatis.

Turneringens syvendeseedede, tjekken Tomas Berdych, tog sig kærligt at serberen Viktor Troicki med en sejr i tre sæt på 6-4, 6-3 og 6-4.

Førsteseedede Novak Djokovic spiller sin tredjerundekamp lørdag.

/ritzau/

Dagens Gossip