Favoritter nemt videre ved US Open

En skade tvang sidste år Rafael Nadal til at se US Open fra sidelinjen. Derfor havde den hårdtslående spanier noget at revanchere, da US Open begyndte mandag. Det gik i første runde ud over den amerikanske wild card-spiller Ryan Harrison, der efter en tennislektion måtte erkende, at han var oppe mod overmagten.

Andenseedede Nadal spillede sig videre efter 6-4 6-2 6-2 og er dermed oppe på 16 sejre ud af 16 mulige på hardcourt-underlaget i år.

Topseedede Serena Williams gjorde også kort proces, da hun udraderede Francesca Schiavone, der ellers ikke er en frøken hvem-som-helst. I 2010 vandt italieneren French Open, men det var altså ingen hindring for den yngste af Williams-søstrene. 6-0 6-1 blev scoren i en kamp, hvor Schiavone kun vandt 23 point.

- Jeg vidste, at det var en hårdt at skulle op mod en tidligere Grand Slam-mester i første runde. Så jeg besluttede mig for at være super seriøs, sagde Williams ifølge Reuters efter kampen. Serena Williams' søster Venus er ligeledes klar til anden runde. Det skete efter en sikker sejr over den 12. seedede belgier Kirsten Flipkens, 6-1, 6-2.

Dagens Gossip