FBI-agenter skal forhindre optøjer i Ferguson

Det amerikanske forbundspoliti har sendt omkring 100 af sine folk til St. Louis-området for at hjælpe med at forhindre eventuelle uroligheder, når det bliver offentliggjort, om der skal rejses tiltale mod den betjent, der i august skød og dræbte en sort teenager i forstaden Ferguson.

Det oplyser FBI ifølge ABC News.

Kilder siger til tv-stationen, at andre føderale myndigheder også har sendt ekstra mandskab til St. Louis.

FBI-agenter anholdt fredag aften to personer, som mistænkes for at have købt sprængstoffer, som angiveligt skulle bruges under demonstrationer i Ferguson, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Drabet på teenageren Michael Brown udløste voldsomme raceuroligheder i Ferguson, der er en forstad til St Louis. Delstatsmyndighederne i Missouri frygter en gentagelse, når den jury, der har været samlet den seneste tid, træffer en beslutning.

En afgørelse kan komme fredag lokal tid, og stemningen i Ferguson beskrives af flere medier som meget anspændt.

Demonstranter har de seneste nætter samlet sig foran politistationen og krævet, at den politimand, der dræbte den ubevæbnede 18-årige Michael Brown, bør gå af.

I en videooptagelse har den dræbte teenagers far i denne uge appelleret til folk om at forholde sig i ro, uanset hvad juryen beslutter sig for. Guvernør Jay Nixon erklærede mandag undtagelsestilstand i Missouri, og han har også indsat nationalgarden for at komme eventuel ballade i forkøbet.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, opfordrede fredag folk til at opføre sig roligt, når afgørelsen kommer.

- Dette er et land, der tillader alle at udtrykke deres synspunkter, giver dem mulighed for at samle sig fredeligt for at protestere mod handlinger, som de finder uretfærdige, men at bruge en hvilken som helst hændelse som en undskyldning for vold er i strid med retsstaten og står i modsætning til, hvem vi er, siger Obama.

/ritzau/

Dagens Gossip