FBI anholder ny mistænkt bag giftbrev til Obama

Anholdelsen af den 41-årige mand, der er kampsportsinstruktør, kom i kølvandet på en ransagning af mandens hjem og hans tidligere virksomhed i byen Tupelo. Ifølge den lokale politichef, Tony Carleton, forløb anholdelsen roligt.

Agenter fra blandt andre FBI samt et anti-terror-hold fra Nationalgarden i Mississippi deltog i ransagninger af den anholdtes hjem i den forgange uge.

Det er anden gang, at myndighederne foretager en anholdelse i sagen.

En amerikansk anklagemyndighed frafaldt tirsdag sigtelsen mod en anden mand fra Mississippi, der var mistænkt for at have sendt brevene med giftstoffet.

Den overraskende melding kom blot få timer, efter den mistænkte, Paul Kevin Curtis, var blevet løsladt mod kaution fra et fængsel i Mississippi. Løsladelsen skete efter en ransagning af Curtis’ hjem, hvor myndighederne ikke fandt belastende beviser.

Curtis blev arresteret 17. april i sit hjem i byen Corinth i Mississippi. Han blev sigtet for at have sendt breve til præsident Obama, den republikanske senator Roger Wicker og dommer Sadie Holland med et indhold, der i første omgang testede positivt for ricin, som er et meget farligt giftstof.

Brevene blev dog opfanget af myndighederne, inden de nåede de påtænkte ofre.

Dagens Gossip