FBI: Gerningsmand havde ikke andre mål end homoklub

Skrevet af admin

16/06/2016

Dagens topnyheder

Det er for tidligt at begynde at spekulere over, om der vil blive rejst sigtelse mod flere mistænkte undervejs i efterforskningen af massakren mod natklubben Pulse i Orlando, Florida.

Det siger den amerikanske statsadvokat, Lee Bentley.

- Jeg vil ikke spekulere i, hvilke sigtelser der kan blive rejst. Det er for tidligt, siger han på en pressekonference.

Over 100 mennesker blev ramt af skud natten til søndag på en natklub for homoseksuelle i Orlando. Af dem blev 49 dræbt.

Forbundspolitiet FBI siger, at de har afhørt gerningsmanden Omar Mateens hustru, Noor Salman. En kilde siger til nyhedsbureauet Reuters, at hun kendte til sin mands planer, som resulterede i det værste masseskyderi, USA har oplevet i nyere tid.

- Det er en af de mange afhøringer, vi har foretaget, og som vi vil fortsætte med i løbet af denne efterforskning, siger FBI-agent Ron Hopper, der afviser at give flere detaljer om, hvad afhøringen har kastet af sig.

Senator Angus King, der er medlem af det amerikanske senats efterretningsudvalg, er blevet briefet om efterforskningen. Han oplyser til tv-stationen CNN, at det lader til, at hustruen havde "et vist kendskab" til, hvad der var ved at ske.

- Hun er afgjort en interessant person nu, og det lader til, at hun samarbejder og kan give os nogle vigtige oplysninger, siger senatoren til CNN.

Hvis Noor Salman kendte til sin mands planer om at angribe homoklubben, eller hvis hun ligefrem hjalp ham med at gennemføre det, risikerer hun talrige sigtelser i sagen.

Politiet undersøger, om andre var involveret i at planlægge eller udføre forbrydelsen, siger Ron Hopper.

Han betegner angrebet som "en hadsk handling, der påførte terror mod en hel befolkningsgruppe" og bekræfter, at natklubben Pulse var udvalgt af gerningsmanden som mål for angrebet.

/ritzau/dpa