FBI: Ingen yderligere trusler i Boston

På et pressemøde i Boston i kølvandet på mandagens formodede terrorangreb på Boston Marathon siger FBI, at indbyggerne ikke umiddelbart behøver at frygte for endnu et angreb.

- Der er ingen kendte yderligere trusler, siger Rick DesLauriers, talsmand fra FBI, på det velbesøgte pressemøde.

Han fortæller, at FBI er i gang med flere undersøgelser forskellige steder i byen, men:

- Der er ingen kendt overhængende fare på noget sted, hvor vi eventuelt gennemfører undersøgelser lige nu, siger han.

Rick DesLauriers proklamerer også på mødet, at FBI vil "gå til verdens ende" for at finde de ansvarlige for angrebet.

- Det vil blive en verdensomspændende undersøgelse. Vi vil gå til verdens ende for at identificere den eller dem, som er ansvarlige for den her foragtelige forbrydelse, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at retfærdigheden sker fyldest, siger han.

På mødet bliver det også bekræftet, at der kun var tale om to bomber, der eksploderede tæt ved målstregen i maratonløbet, som kostede tre mennesker livet og sårede flere end 170, heraf de 17 kritisk.

- Det er vigtigt at præcisere, to og kun to eksplosive genstande blev fundet i går. Alle områder er blevet undersøgt, og ingen andre blev fundet. Vores tanker går ud til alle de sårede og dræbte, siger Massachusetts' guvernør Deval Patrick.

Flere af de sårede er invaliderede på livstid, da arme eller ben blev sprængt væk eller senere blev amputeret.

Bostons borgmester, Thomas N. Menino, taler også på mødet. Han bruger sin taletid på at understrege, at Boston ikke vil blive slået ud af sådan et kujonagtigt terrorangreb.

Han opfordrer indbyggere i Boston til at stå sammen og hjælpe hinanden.

- Vi må sørge for at holde sammen. Vi skal komme igennem det her. Boston vil overleve, siger borgmesteren.

Han bruger også en del tid til at rose politi, læger, brandvæsen og andre hjælpende instanser for deres heltemodige indsats ved mandagens tragiske begivenhed.

Natten til tirsdag lokal tid har politiet i Boston gennemført en ransagning i et hjem i Revere-bydelen i den amerikanske storby. Her ledte de efter, hvad Revere-brandvæsen beskriver som en "person af interesse".

Ingen personer er dog blevet arresteret ved nattens aktion, skriver The Boston Globe på sin netavis.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV