FC Barcelona erklærer fuld støtte til Messi efter dom

Skrevet af admin

06/07/2016

Mest læste i dag

Fodboldikonet Lionel Messi får fuld støtte fra sin klub, FC Barcelona, efter han og hans far onsdag modtog betingede domme på 21 måneder for skatteunddragelse.

I en pressemeddelelse erklærer Barcelona sin fulde opbakning.

- FC Barcelona giver al sin støtte til Leo Messi og hans far i forhold til dommen om skatteunddragelse, der onsdag blev afsagt af domstolen i Barcelona, lyder det.

Klubben udtrykker, at den ikke mener, at Messi på nogen måde bærer et kriminelt ansvar i sagen.

- Vi fortsætter med at være til rådighed for ham og hans familie, uanset hvordan han vil reagere til sit forsvar, meddeler klubben.

Dommen kan blive appelleret til den spanske højesteret.

Lionel Messi er desuden blevet dømt til at betale en bøde på godt 14,7 millioner kroner. Hans far skal betale et beløb svarende til godt 11 millioner kroner.

Sagen tog fart tilbage i 2013. Lionel Messi og hans far, Jorge Horacio Messi, blev anklaget for i en periode fra 2007 til 2009 at have snydt den spanske stat for mere end 30 millioner kroner.

Det skete ifølge anklageren ved hjælp af firmaer i udenlandsk skattely. Pengene var tjent gennem verdensstjernens sponsoraftaler.

/ritzau/