FC Barcelonas danske akademi mangler DBU's blå stempel

Skrevet af admin

26/03/2015

Dagens topnyheder

Efter planen skal FC Barcelona holde optagelsesprøve til sit nye fodboldakademi i Ballerup i begyndelsen af maj, men storklubbens danske talentskole mangler stadig DBU's godkendelse.

Ifølge unionens breddechef Steen Jørgensen er det et krav fra både det internationale fodboldforbund (Fifa) og dets europæiske lillebror (Uefa), at udenlandske fodboldakademier skal godkendes af det nationale fodboldforbund.

- Men vi har intet hørt fra FC Barcelona. Derfor har vi slet ikke behandlet sagen endnu, og vi kan ikke gøre noget, før klubben henvender sig til os, siger Steen Jørgensen.

Den catalanske storklub har 14 talentskoler fordelt rundt omkring i verden, men det er ingen formalitet at få DBU's blåstempling, lyder det fra det danske fodboldforbund.

- En klub som FC Barcelona har ikke samme målsætninger og hensyn at tage, som vi har. Noget af det ligger rigtig langt fra den filosofi, som vi har forsøgt at indarbejde i ungdomsfodbold i de seneste 10 år, siger Steen Jørgensen.

Han peger på, at Barcelonas akademi vil holde deciderede optagelsesprøver for børn ned til seks år.

Det strider imod de retningslinjer, der er anført i DBU's manifest "Holdninger og handlinger", hvor det er et centralt punkt, at der ikke skal ske selektion, før spillerne er 12-13 år.

- Vi vil skabe et miljø, hvor børn ikke ligger under for at præstationspres. Det er der risiko for ved det setup, de har udtænkt her, mener Steen Jørgensen.

Hvis det nye fodboldakademi får DBU's godkendelse, skal det åbne i midten af august.

/ritzau/