FC København fører an i udgifter til agenthonorarer

Skrevet af admin

01/04/2016

Dagens topnyheder

FC København brugte i 2015 flest penge af samtlige danske klubber på at aflønne agenter i form af honorarer.

Lidt over fem millioner kroner brugte hovedstadsklubben.

På andenpladsen på listen over klubbernes udgifter til aflønning af agenter ligger Brøndby med udgifter på godt 3,5 millioner kroner, mens den forsvarende danske mester fra FC Midtjylland har en samlet udgift på godt 2,9 millioner kroner.

Også Esbjerg, OB, Randers og AaB har stukket dybt i foret.

Det fremgår af en liste udsendt af Dansk Boldspil-Union fredag.

I Danmark viser opgørelsen fra 1. januar til 31. december 2015, at de danske klubber og spillere i de tre bedste rækker betaler fodboldagenter et samlet beløb på 29.675.256,79 kroner på grundlag af kontrakter og transferaftaler indgået i 2015.

Udgifterne er gjort offentligt tilgængelige.

- Offentligheden har - med rette - haft fokus på de korruptionsanklager, som centrale personer i Fifa og Fifas medlemslande er blevet anklaget for. Men sideløbende har Det Internationale Fodboldforbund over nogle år iværksat en række nødvendige og tiltrængte reformer.

- Det viser de tiltag, vi vedtog i Zürich tidligere på året, og det viser Fifas ønske om større gennemsigtighed med pengestrømmene i fodbolden også. I DBU hilser vi denne transformation velkommen, siger DBU's formand, Jesper Møller, på unionens hjemmeside.

Direktøren i Divisionsforeningen, Claus Thomsen, hilser tiltaget velkommen:

- Vi synes, at det er et udmærket tiltag, som er en god anledning til at udvise en åbenhed om de priser, der på fodboldagentmarkedet, siger Claus Thomsen ifølge dbu.dk

/ritzau/