FC København måtte slås for point i Slagelse

FC Vestsjælland dominerede og kom uden problemer på 2-0 mod FC København, men gæsterne sled sig tilbage på Harboe Arena Slagelse. Andreas Cornelius sørgede med to scoringer for 2-2.

Det resultat kan det gæstende FCK-mandskab reelt være mest tilfreds med, for især defensivt havde de det svært mod FC Vestsjællands nyfundne offensive stil.

Mathias "Zanka" Jørgensen døjede fredag med sygdom, så han var bænket fra start. Dermed var der comeback til Mikael Antonsson, der de seneste tre år har foldet sig ud i italienske Bologna.

Antonssons samarbejde med Per Nilsson i midterforsvaret så dog alt andet end stabilt ud. Det centrale forsvar var sammen med Tom Høgli i højde side i det gavmilde hjørne, og det var da også i FCK's højre side, at begge hjemmeholdets scoringer kom.

Heller ikke FCK's midtbane fungerede efter hensigten. Det meste blev for omstændigt, så træner Ståle Solbakken måtte i pausen ændre til et 4-3-3-system. Det hjalp, om end spillet aldrig kom til at flyde, som nordmanden kunne ønske.

Cornelius har efter sin hjemkomst fra Cardiff haft svært ved at ramme sit niveau, men i Slagelse kæmpede han for sagen. Han var da også manden, der først reducerede på hovedstød og siden udlignede på straffespark.

FCK-spillerne virkede til tider mærket af deres Champions League-kvalifikationskamp mod FC Dnipro i onsdags, ligesom tankerne måske til tider var lidt for meget på returopgøret mod ukrainerne i næste uge.

Hvor FC Vestsjælland den første halve time sad totalt på spillet, trak holdet sig den sidste time længere tilbage. Kun i momenter fik man stresset gæsternes opspil, hvilket ellers gav pote de gange, det blev forsøgt.

FCK's jagt på det udlignende mål gav FC Vestsjælland flere muligheder, men Stephan Andersen i FCK-målet viste klassen, især da Thiago Pinto Borges midt i anden halvleg slap alene igennem.

Det uafgjorte resultat skubber FCK op på Superligaens tredjeplads, mens FC Vestsjælland stadig er nummer fem.

/ritzau/

Dagens Gossip