FC København sælger kantspiller til tysk klub

Skrevet af admin

11/06/2015

Dagens topnyheder

Den islandske fløjspiller Rurik Gislason har spillet sin sidste kamp for FC København og fortsætter karrieren i tysk fodbold efter sommerferien.

FCK meddeler, at Gislason er blevet solgt til 1. FC Nürnberg i 2. Bundesliga og således forlader den danske hovedstadsklub, hvor han fik tre sæsoner.

- Vi sætter stor pris på Ruriks indsats for klubben gennem de seneste tre år, hvor han altid har leveret en helhjertet indsats.

- Han har været med til at vinde titler og spille Champions League for os, men nu er det blevet tid til, at han skal prøve sit talent af et andet sted, og vi ønsker ham held og lykke med karrieren i Tyskland, siger FC Københavns manager, Ståle Solbakken.

Rurik Gislason begyndte sin danske karriere i Viborg og kom siden til OB, inden han i 2012 skiftede til FC København. Her blev det i alt til 95 kampe.

- Jeg har haft en fantastisk god tid i klubben og i København. Jeg har været med til at spille store kampe og vinde trofæer, siger Rurik Gislason.

Hans nye klub, Nürnberg, sluttede sidste sæson som nummer ni i den næstbedste tyske række.

/ritzau/