FC København skal møde rumænsk hold i CL-kvalen

Skrevet af admin

15/07/2016

Dagens topnyheder

FC København står til at møde fodboldklubben Astra Giurgiu fra Rumænien i tredje kvalifikationsrunde i Champions League.

FCK skal dog lige besejre nordirske Crusaders i anden kvalifikationsrunde først. FCK vandt onsdag aften det første opgør på udebane med 3-0 og skal spille returkamp i Parken på tirsdag.

Målene mod nordirerne blev sat ind af angriberne Federico Santander og Andreas Cornelius, mens den offensive midtbanespiller Rasmus Falk også kom på tavlen.

Hvis det som ventet lykkes københavnerne at slå Crusaders ud, så venter Astra Giurgiu i to opgør, som spilles i slutningen af juli og starten af august. FCK begynder på udebane.

Hvis FCK både slår Crusaders og Astra Giurgiu ud, så skal den danske mesterklub vinde en playoff-runde om at komme med i Champions League-gruppespillet.

Hvis FCK vinder over Crusaders samlet, men taber til Astra Giurgiu, så venter en playoff-runde om at komme i gruppespillet i Europa League.

Lodtrækningen, der blev foretaget af Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, i schweiziske Nyon, kunne være endt værre, da også et hold som Røde Stjerne var en af de mulige modstandere.

FCK var seedet i tredje kvalifikationsrunde, men holdet vil formentlig være useedet i en eventuel afgørende runde om at komme i Champions League-gruppespillet.

/ritzau/