FC Københavns ni mand redder et point mod FCN

Skrevet af admin

09/08/2015

Dagens topnyheder

En mand i undertal i en time er vanskeligt nok. Men to mand i undertal i lidt under den sidste halve time af en kamp er næsten for meget af det gode i sommervarmen.

Sådan var betingelserne dog for FC København, da det søndag i Telia Parken blev 1-1 mod FC Nordsjælland i Alka Superligaen.

Først så Daniel Amartey rødt efter en halv time, og da Per Nilsson pådrog sig en skade på et tidspunkt, hvor FCK havde brugt sine tre indskiftningsspillere, var man to mand i undertal, hvilket FCN udnyttede til at udligne.

Resultatet betyder, at FCK har syv point efter tre kampe, mens FCN har fire point for en kamp mere.

FC København kan for første gang i 10 år koncentrere sig udelukkende om den hjemlige liga efter at være færdige i Europa League.

I forhold til kampen mod Jablonec havde Ståle Solbakken erstattet William Kvist med Kasper Kusk, og i forsvaret var Per Nilsson med i stedet for landsmanden Mikael Antonsson.

Hos gæsterne var der genvalg over hele linjen i forhold til det mandskab, der vandt 2-1 over AaB.

Det første kvarter var chancefattigt, selv om FCK skruede op for aggressiviteten og det fysiske pres.

FCK sad på spillet, og Nicolai Jørgensen og Federico Santander virkede opsatte og vanskelige at kontrollere.

Efter 27 minutter tabte FCK-talentet Daniel Amartey så hovedet og fik direkte rødt kort efter at have plantet sin albue i ansigtet på Emiliano Marcondes, der forinden begik frispark mod Amartey. Et for højt tændingsniveau, og FCK en mand i undertal i over en time.

Udvisningen fik ikke Ståle Solbakken til at foretage ændringer, og FCK fortsatte i en første halvleg, der endte målløs.

Ændringerne kom efter pausen, hvor William Kvist og Mikael Antonsson erstattede Benjamin Verbic og Peter Ankersen som følge af udvisningen, så Ludwig Augustinsson kunne rykkes længere frem.

Efter 58 minutter blev et hjørnespark farligt. I, hvad der lignede, en indøvet detalje satte Mathias "Zanka" Jørgensen hovedet på og headede 1-0-føringen ind - helt efter planen.

Men FCK-planen led et knæk efter en hård tackling af FCK's Per Nilsson. Han var ikke i stand til at spille videre, men Solbakken havde brugt sin sidste udskiftning ved at sende Tom Høgli på banen. Derfor var FCK to mand i undertal i resten af kampen.

Den kaotiske situation udnyttede FCN efter 67 minutter, hvor der var plads i FCK-forsvaret. Bruninho dukkede op, afsluttede fladt og passerede Stephan Andersen til udligning.

I resten af opgøret var rollerne byttet om. Nu var det FCK, der naturligt satsede på omstillinger, og FCN, der jagtede en sejr.

Københavnerne holdt dog presset og forvarede det ene point.

/ritzau/