FC Midtjylland ansætter gammel lederfigur som salgschef

Skrevet af admin

15/01/2016

Dagens topnyheder

Ulrik Lindkvist er ansat som ny salgschef i FC Midtjylland. Den tidligere spiller og hidtidige sælger i klubben skal dermed stå i spidsen for de danske fodboldmestres salgsteam.

- Der har været en række ændringer i organisationsstrukturen i den kommercielle afdeling i FC Midtjylland gennem det seneste års tid.

- Og det har givet et naturligt behov for at få en salgschef, forklarer kommerciel direktør i FCM Jacob Jørgensen til klubbens hjemmeside.

- Ulrik har været i klubben i en årrække og er en naturlig lederfigur. Og med den udvikling, han har været igennem både personligt og fagligt, var det kun naturligt at gøre ham til ny salgschef.

- Samtidig har Ulrik og jeg et fortrinligt samarbejde, og vi tænker meget ens og trækker i samme retning, siger han.

Selv ser den nye salgschef frem til udfordringerne, men understreger samtidig, at han stadig vil være at finde i marken.

- Der følger selvfølgelig mere administrativt arbejde med, men det er vigtigt for mig, at jeg fortsat får tid til at komme ud af huset og besøge kunder, slår Ulrik Lindkvist fast.

- Det er en spændende udfordring, der venter. Jeg havde store ambitioner som fodboldspiller, og det har jeg også med det her.

- Klubben er inde i en god udvikling, og jeg er glad for at være en del af det og være med til at sætte mit præg på tingene, siger han.

34-årige Ulrik Lindkvist, der kommer fra Sunds, er udviklet i Ikast og i FCM's ungdomsafdeling og spillede i klubben indtil 2007. Han har været sælger i klubben siden sommeren 2012.

/ritzau/