FC Midtjylland beholder profil

Besiktas, Brøndby og OB har ifølge rygterne ellers haft snøren ude efter den 22-årige profil. Men her, hvor transfervinduet nærmer sig sin afslutning, er 'Slys' agent Allan Bak Jensen overbevist om, at nigerianeren bliver, hvor han er. Det på trods af, at Igboun flere gange selv har understreget, at han vil væk fra det midtjyske:

- Der kommer ikke til at ske noget, det er jeg 99,9 procent sikker på. Mange har ringet til mig i dag og spurgt, om der er noget under opsejling, men det kan jeg afvise. Det skal i hvert fald ske et eller andet helt vildt, hvis han skal blive solgt.

Der har rent faktisk været bud efter Sylvester Igboun i indeværende transfervindue - og Allan Bak Jensen nåede også at forhandle med klubberne. I sidste ende kunne parterne dog ikke blive enige, fortæller han:

- Der har været masser af interesse, og vi har forhandlet med et par klubber. Den ene var bare ikke den rigtige for Sylvester, mens vi ikke kunne blive enige om økonomien med den anden, siger han og understreger, at det dog kun er et spørgsmål om tid, før Igboun bliver solgt:

- Han er stadig ung, så han har stadig masser af tid at løbe på. Samtidig er det heller ikke helt skidt for ham, hvis Midtjylland ligger nummer ét til vinter. Det er altid nemmere at blive solgt fra et tophold. Så Sylvester skal nok komme af sted før eller siden.

Sylvester Igboun kom til FC Midtjyllands fodboldakademi som 16-årig og har siden spillet 109 kampe og scoret 31 mål for de midtjyske ulves førstehold.

Dagens Gossip