FC Midtjylland får store klø i Napoli

Napoli er et par klasser bedre end det danske mesterhold FC Midtjylland. Det må være læren, efter de to hold har mødt hinanden to gange i Europa Leagues gruppespil.

Italienerne fulgte op på 4-1-sejren fra Herning med en hjemmesejr torsdag aften på 5-0.

Napoli satte sig tungt på kampen fra start og efterlod aldrig tvivl om udfaldet. Allerede i første halvleg scorede holdet målene, der punkterede enhver spænding. 3-0 kunne syditalienerne gå til pause med.

Træner Jess Thorup havde for at dæmme bedre op for modstanderen puffet midterforsvareren Kian Hansen op på den defensive midtbane sammen med Tim Sparv, hvilket gav plads til Patrick Banggaard i midterforsvaret sammen med Erik Sviatchenko.

Den model var ingen succes. Italienerne havde nemt ved at spille sig igennem den kompakte midtjyske midtbane.

I den første kamp i Herning blev hjemmeholdet igen og igen overlistet af Napolis dybdeafleveringer, der splittede det midtjyske forsvar og skabte store chancer.

Billedet blev det samme på Stadio San Paolo. I løbet af det første kvarter havde Napoli skabt tre målchancer efter denne devise. Omar El Kaddouri udnyttede den ene til at bringe hjemmeholdet foran efter 12 minutter.

Offensivspilleren fra Marokko bevægede sig på kanten af offside - måske i en strafbar position - men de franske dommere dømte mål.

Scoringen fik ikke Napoli til at trække bremsen. Tværtimod. Angrebene bølgede ned mod det danske mål, og midtvejs i halvlegen blev det 2-0. Mikkel Andersen kunne blot halvklare et skud, og Manolo Gabbiadini sparkede resolut riposten fladt i kassen.

Gabbiadini var på spil igen syv minutter inden pausen. Igen lynede hans venstrefod efter et indlæg fra venstresiden, hvor Napoli brød igennem efter behag.

FCM kom lidt bedre ud til anden halvleg, men den opmuntrende start fik et skud for boven efter knap ti minutter. Christian Maggio brød uimodståeligt igennem og satte prikken over i'et ved at score til 4-0 via stolpen.

Tempoet i kampen faldt, som minutterne gik, men Napoli kom stadig til chancer. En af dem headede José Callejon ind efter et hjørnespark til 5-0 med et lille kvarter tilbage. Derefter slap FCM for yderligere ydmygelser.

I modsætning til den første kamp i Herning, hvor FCM i perioder var godt med, fik midtjyderne aldrig sat aftryk på kampen. De må nu sande, at de har tabt fem kampe på stribe og i disse lukket 18 mål ind.

Alligevel står FCM med fine chancer for europæisk avancement. Holdet ligger nummer to i gruppen og skal sørge for at hente de sidste nødvendige point mod Legia Warszawa og Club Brugge.

/ritzau/

Dagens Gossip