FC Midtjylland forlænger med forsvarsprofil

Topholdet i Superligaen FC Midtjylland har forlænget kontrakten med forsvarsspilleren Erik Sviatchenko, så den nu løber frem til sommeren 2017.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Kontraktforlængelsen sker efter, at spilleren ellers var tæt på at skifte til FC København denne sommer og efterfølgende var utilfreds med, at han ikke blev solgt.

- Forlængelsen er et vigtigt signal i forhold til, hvor jeg står. Mit hjerte og mine tanker er stadig i FC Midtjylland. Jeg har fokus på at komme 100 procent tilbage, og der mangler jeg stadig lidt.

- Forlængelsen gør, at jeg kan fokusere på at komme tilbage, og ikke hvad der skal ske i fremtiden. Jeg har det bedst, når jeg er tilstede i nuet. Det tror jeg alle folk har generelt. Jeg spiller her, og jeg vil hjælpe holdet til en topplacering, siger Erik Sviatchenko.

Han var skadet i det meste af forårssæsonen og har i den nye sæson haft svært ved at spille sig på holdet. Patrick Banggaard og Jim Larsen har været træner Glen Riddersholms foretrukne til midterforsvaret i de seneste kampe.

Nu vil han i første omgang hjælpe FCM til succes i Superligaen, men ambitionen om et skifte til en større klub lever videre.

- Vi har lagt en god plan, så jeg kan hjælpe FC Midtjylland, men så jeg samtidig får mulighed for at indfri min ambition om at skifte til udlandet, når tidspunktet er rigtigt, siger Sviatchenko.

Han har spillet 92 kampe for FC Midtjylland.

/ritzau/

Dagens Gossip