FC Midtjylland og FC København deler i intenst topbrag

Skrevet af admin

14/08/2015

Mest læste i dag

Det er status quo mellem de forventede mesterskabsbejlere i Alka Superligaen. I Herning blev det 0-0 mellem FC Midtjylland og FC København.

Dermed har FCM 13 point for fem kampe på førstepladsen, mens FCK fortsat er fem point efter, men for en kamp færre.

Fredagens brag var intenst, men også uden de helt åbne chancer, selv om FC København dominerede og var holdet, der mest jagtede de tre point.

FC København satte sig tungt på opgøret fra første minut, og angrebene bølgede ned mod det midtjyske mål.

Alene i de første ti minutter spillede FCK sig frem til fem hjørnespark, og et par af dem blev farlige. Desuden var Ludwig Augustinsson tæt på med et hårdt skud fra kanten af straffesparksfeltet.

FCM måtte slås for at modstå presset og fik først en smule greb om kampen midt i første halvleg. Det var samtidig med, at FCK blev ramt af en ny skade.

Klubbens nye slovener, Benjamin Verbic, blev skadet, da han skulle sparke en bold ud af forsvarszonen. Han måtte lade sig udskifte med Youssef Toutouh, der selv slås for at finde formen efter en langtidsskade.

Den resterende del af halvlegen var en mere jævnbyrdig forestilling, men der var stadig mest snert over københavnernes angreb.

Det fortsatte efter pausen. Man havde fornemmelsen af, at FC Midtjylland var fint tilfreds med uafgjort, mens FC København gik hårdt efter alle tre point for at mindske afstanden til mesterholdet.

FCK havde succes med at flytte spillet op omkring modstanderens straffesparkfelt, men det kneb med at spille sig frem til de helt store chancer.

Flere gange skabte holdet gode overtalssituationer, men den sidste aflevering manglede ofte kvalitet.

Nicolai Jørgensen og venstrebacken Ludwig Augustinsson var de mest gennembrudsstærke spillere, mens Federico Santander tog en masse slåskampe helt i front.

Men FCK's offensivspillere måtte sande, at FC Midtjyllands midterforsvar personificeret ved Erik Sviatchenko og Kian Hansen var en stærk og solid enhed.

Foran dem var Tim Sparv en hård oprydder i den intense kamp. Dommer Michael Tykgaard tillod flere hårde tacklinger fra ham og i det hele taget og var dermed med til at give kampen et internationalt snit.

FCM's defensive folk var mere i teten end de offensive. Faktisk spillede FCM sig stort set ikke frem til forsøg i de første 80 minutter. Så blev FCM pludselig farlig.

Først troede Morten "Duncan" Rasmussen, at han havde scoret til 1-0. Men målet blev annulleret for offside. Det var en marginal kendelse, som tv-billederne dog kunne forsvare.

Kort efter var William Kvist tæt på at score selvmål, da han headede på egen overligger efter et hjørnespark. Nærmere kom man ikke en scoring i Herning.

/ritzau/