FC Midtjylland sælger Igboun til russisk klub

Skrevet af admin

13/07/2015

Dagens topnyheder

47 scoringer i 164 kampe blev det til for Sylvester Igboun i FC Midtjylland. Men nu er det slut.

Den 24-årige nigerianer har skrevet under på en fireårig kontrakt med den russiske Premier League-klub FC Ufa, og dermed har offensivspilleren optrådt for FCM for sidste gang.

- Vi græder med det ene øje og smiler med det andet. "Sly" er som kulturbærer i årenes løb blevet en del af inventaret på MCH Arena, og med sin professionalisme og loyalitet for klubben har han sat nye standarder.

- Men nu var det Sylvesters tur, og vi ønsker ham al mulig held og lykke, siger sportsdirektør Claus Steinlein til klubbens hjemmeside.

For Igboun blev det afgørende, at klubben var meget interesseret i at hente ham.

- Jeg var kommet til et punkt, hvor jeg skulle videre, og jeg håber, alle forstår min beslutning.

- Men jeg kommer til at savne FCM, tilhængerne og byen, og jeg vil aldrig glemme dem, der har hjulpet mig dertil, hvor jeg er i dag, siger Igboun.

FC Ufa blev i sin debutsæson nummer 12 i den bedste russiske række. Klubben kommer fra byen af samme navn i republikken Bashkortostan, der ligger et par timers flyvning østpå fra Moskva mellem Volga-floden og Ural-bjergene.

Republikkens præsident har ambitioner om at stabilisere FC Ufa som midterhold i rækken og på sigt udvikle klubben til også at spille med om pladserne i Europa.

Det er planen, at Igboun skal debutere i den russiske sæsonåbning fredag aften, hvor FC Ufa ude møder Lokomotiv Moskva. Senere i sæsonen gælder det opgøret mod Perm, hvor den tidligere FCM-spiller Izunna Uzochukwu nu slår sine folder.

- Det bliver sjovt at møde ham. Vi var som brødre fra første dag i FCM. Så forsvandt han, men nu kommer vi altså tættere på hinanden igen, konstaterer Igboun.

FC Ufa trænes af den tidligere russiske landsholdsangriber Igor Kolyvanov, der blandt andet nåede 10 sæsoner i italiensk fodbold.

/ritzau/