FC Nordsjælland ærgrer sig over annulleret mål

Skrevet af admin

12/05/2016

Dagens topnyheder

FC Nordsjælland tabte torsdag aften med 0-1 hjemme til OB. FCN scorede ellers i slutningen af første halvleg direkte på frispark, men målet blev annulleret for offside.

For tre dage siden, da FCN tabte i Brøndby, scorede Farum-klubben et lignende mål, men ved den lejlighed fik målet lov til at tælle. Det gjorde det altså ikke torsdag aften.

- Jeg har ikke set den igen. Jeg fokuserede på at sparke bolden ind, og det må jeg sige, at jeg gjorde rimelig godt. Den sad rigtig godt, og jeg tror ikke målmanden havde taget den uanset hvad, siger skytten Emiliano Marcondes.

- Så det er ekstremt irriterende. Dem, der stod i offside, har også sagt undskyld til mig. Nogle siger, at offsiden var god nok, mens andre siger, den ikke var. Jeg kender ikke reglerne, det er bare ekstremt ærgerligt, tilføjer han.

FCN placerede i situationen en tremandsmur bag OB’s mur. De tre spillere stod umiddelbart i offside, men lige før sparket trådte de væk fra målmandens udsyn. Ramon Rodrigues løb dog den forkerte vej og kom dermed direkte ind og generede målmandens udsyn.

- Det, jeg skal afgøre i det sekund, hvor bolden bliver sparket, er, om spilleren, der står i en offsideposition, er i målmandens "line of vision", siger dommer Jens Maae.

- Derfor placerede jeg mig lidt anderledes end normalt for at kunne se det, for linjedommeren meldte ind, at der stod tre mand i offside. Da bolden så blev sparket, var der en af FCN’s spillere som løb ind foran målmandens udsyn, siger dommeren.

Kort efter det annullerede mål løb OB op i den anden ende og scorede kampens enlige mål.

/ritzau/