FC Nordsjælland brager sammen med Ajax i træningskamp

FC Nordsjælland skal møde den hollandske storklub Ajax, når holdet drager på træningslejr til Delden i Holland, hvor klubben to gange tidligere har haft gode træningslejre om sommeren.

På denne tur venter et møde med Ajax på Sportspark De Boeshoek i Hardenberg 10. juli, og det er Jan Laursen fra FCN's sportslige ledelse stolt over.

- Vi forsøger altid så vidt muligt at ramme internationale modstandere til alle vores hold i opstartskampene, og i Ajax glæder vi os over både at få en modstander af høj international klasse samt en klub med tætte bånd til dansk fodbold og med flere danske profiler i truppen.

- Samtidigt så giver det os lejlighed til at kombinere kampen med en træningslejr i Holland som optimal forberedelse til den kommende Alka Superliga-sæson.

- Vi har to gange tidligere været i Delden, hvor vi har haft gode faciliteter og mødt gode modstandere, fortæller Jan Laursen til klubbens hjemmeside.

Spillertruppen i Ajax tæller på nuværende tidspunkt fem danskere i førsteholdstruppen, nemlig Nicolai Boilesen, Lucas Andersen, Viktor Fischer, Niki Zimling og Lasse Schöne.

Der venter godt en uges træningslejr i det hollandske, før FCN vender snuden hjem igen 11. juli for at fintune de sidste detaljer, inden Superligaen starter op igen fra den 17.-20. juli.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV