FC Nordsjælland har væsentligt nyt om klubbens fremtid

Skrevet af admin

15/12/2015

Dagens topnyheder

Der er spændende nyt på vej i fodboldklubben FC Nordsjælland, som har inviteret til et pressemøde i Farum tirsdag eftermiddag.

- Tirsdag 15. december klokken 14.30 vil FCN afholde pressemøde i Sepp Lounge i Farum Park, hvor klubben vil offentliggøre væsentlige nyheder angående klubbens fremtid, skriver FCN på klubbens hjemmeside.

FC Nordsjælland melder samtidig ud, at Farum-klubben tropper op med hele den sportslige ledelse.

- Til stede vil være bestyrelsesformand, administrerende direktør, sportschefer og cheftræner, lyder det fra FC Nordsjælland.

Mandag oplyste Randers FC, at investorer trak sig fra et muligt køb af den jyske klub. Der spekuleres flere steder i, at investorerne nu er interesserede i et køb af FCN.

Bestyrelsesformand i Randers, Svend Lynge Jørgensen, sagde i forbindelse med det mislykkede salg, at investorerne - det britisk-amerikanske konsortium ledet af Tom Vernon - måske er på vej ind i anden dansk klub.

- Jeg vil sige det på den måde, at det ikke ville undre mig, hvis det i morgen (tirsdag, red.) kommer frem, at de har indgået en aftale med en anden dansk klub eller i hvert fald er i forhandlinger med en, forklarede Svend Lynge Jørgensen mandag til amtsavisen.dk.

/ritzau/