FC Nordsjælland jagter et mirakel

Alene russernes taktiske analyse og scouting-afdeling er mandskabsmæssigt større end nordsjællændernes samlede organisation.

Eksempelvis har Zenit, siden lodtrækningen bekendtgjorde mødet med danskerne, fast haft tre mand til at følge og kortlægge FC Nordsjælland.

Ekstrem opgave

Alligevel er det de danske sølvvinderes forbandede pligt at tro på, at det kan lade sig gøre, og at tiden ikke er løbet fra mirakler.

»Det bliver en ekstrem svær opgave for os. Zenit er et hold i europæisk topklasse på alle positioner, og skal vi have en chance, så skal det lykkes med en kollektiv indsats, men der skal ikke være tvivl om, at de er det sværeste hold, som vi overhovedet kunne trække,« siger FCNs træner, Kasper Hjulmand.

I Farum blev der krydset fingre for, at græske PAOK kom op af bowlen, men fru Fortuna var i ondt lune, og op kom Zenit Skt. Petersborg.

Alene russernes brasilianske angrebstank med navnet Hulk kostede i transfer fra FC Porto over 300 millioner kroner – mere end den samlede værdi af FC Nordsjællands spillertrup.

Læg hertil spillere, som det russiske fænomen Andrei Arshavin, den italienske landsholdsspiller Domenico Criscito og den portugisiske kreatør Danny.

Kollektivets styrke

»Det handler om, at vi ikke skal ende i situationer, hvor det bliver en Nicolai Johannesen mod en Hulk eller en anden mand mod mand mod Hulk eller Arshavin. Det skal være en fremragende kollektiv indsats, hvor vi ved at placere os helt rigtigt kan skabe et godt resultat hjemme,« siger Kasper Hjulmand.

»Og det er der, vores fokus er. Zenit er så stærkt et hold, så vi ikke kan spekulere for meget i returkampen i Sankt Petersborg. Det handler bare om at få et godt resultat i den første kamp.«

Kasper Hjulmands direkte modstander ved taktiktavlen bliver Luciano Spalletti. Italieneren har blandt andre inspireret Manchester Uniteds tidligere træner Alex Ferguson, da Spalletti i sin tid som Roma-træner var foregangsmand for filosofien med at spille uden decideret angriber. Med Francesco Totti som den forreste for romerne i et 4-6-0 system, der – hvis det ikke dannede skole – så i hvert fald har været inspiration for flere toneangivende trænere.

Mangler gennembrud

I sin tid i det russiske har italieneren imidlertid spillet med én decideret angriber, og FCN kan forvente en tidstypisk 4-2-3-1 variant.

»Spalletti er en dygtig træner, som formentlig allerede ved alt, der er værd at vide om FCN. Man kan sige, at han har opnået gode resultater med Zenit i en så stærk liga som den russiske, men at han lige mangler at give dem et gennembrud i Champions League. Han er en af flere trænere, der ikke rigtig har formået at bryde den russiske forbandelse med, at de russiske hold fremstår svækkede efter en lang vinterpause, når Champions League genoptages i februar og marts,« siger Kasper Hjulmand.

»Nu er det så op til os og sørge for, at Zenit heller ikke får deres gennembrud i år.«

Dagens Gossip