FC Nordsjælland på forsvarsrov i FCK

FC Nordsjælland er gået på rov i FC Københavns overskudslager og har med øjeblikkelig virkning lejet forsvarsspilleren Michael Jakobsen for resten af sæsonen.

Aftalen mellem de to klubber indeholder en købsoption.

Cheftræner Kasper Hjulmand glæder sig over, at det er lykkes at få fat på Michael Jakobsen.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har haft Michael Jakobsen på ønskesedlen af flere omgange, så det er naturligvis en rigtig positiv nyhed, at det nu er lykkes at tilknytte ham, siger Hjulmand i en pressemeddelelse.

- Vi har en række unge forsvarsspillere med stort potentiale i truppen, og at vi nu kan tilføre den del af holdet en spiller med både erfaring og kvalitet, som samtidig kan lære fra sig, er et stort plus for alle.

- Vi har fået tilgang af en venstrebenet forsvarsspiller, der både er dygtig i defensiven og i spillet med bolden. Samtidig er han sulten og brænder for at komme i gang, og det er dét, vi altid leder efter, siger træneren.

Michael Jakobsen kan både bruges som venstre midterforsvarer og venstreback.

FC Nordsjælland har i løbet af sommeren sagt farvel til forsvarsprofilen Jores Okore, der er skiftet til Aston Villa i Premier League.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV