FC Nordsjælland sælger talent til tyrkisk klub

Skrevet af admin

06/01/2014

Dagens topnyheder

FC Nordsjælland har mandag solgt angrebstalentet Oguzhan Aynaoglu til tyrkiske Bursaspor.

Bestyrelsesformand og fungerende sportsdirektør Allan K. Pedersen er godt tilfreds med, at det er lykkedes at sælge den 21-årige spiller, der blot er noteret for 14 førsteholdskampe.

- Vi glæder os over, at han nu får en chance i Tyrkiets bedste række.

- Oguzhan Aynaoglu har igennem mange år været en del af vores talentarbejde og er en spiller, vi er stolte af at kunne sende videre i systemet. Med aftalen sikrer vi, at FCN også får andel i hans videre udvikling, siger Allan K. Pedersen i en pressemeddelelse.

Salget af den unge angriber viser ifølge formanden, at FCN har valgt den rigtige strategi, når det kommer til talentarbejde.

- For FC Nordsjælland er det altid en stor glæde at se, når vores talentarbejde giver afkast.

- Vi investerer tungt i talentudviklingen, og hver gang vi kan sende en spiller til udlandet eller sælge til andre danske klubber, giver det et fingerpeg om, at vores strategi er den rigtige for os, siger Allan K. Pedersen.

Oguzhan Aynaoglu, der har scoret to mål for FCN's førstehold i sine 14 kampe, tiltræder i Bursaspor med øjeblikkelig virkning.

/ritzau/