FC Nordsjælland-stopper: Ked af at jeg gav AaB sejren

Skrevet af admin

27/10/2014

Mest læste i dag

Mandagens superligakamp mellem FC Nordsjælland og AaB så meget længe ud til at slutte 0-0.

Men da stadionuret stod på 92:45, gik det helt galt for hjemmeholdets forsvarsspiller Pascal Gregor.

Den unge stopper headede bolden i eget net, og så var sejren til gæsterne en realitet.

- Vi havde et målspark, som vi satte hurtigt i gang. Det førte så til et boldtab helt oppe ved vores felt, og de kom så over kanten og slog et indlæg, siger Gregor.

- Jeg prøvede at forsvare indlægget, men bolden røg ind i vores mål. Jeg er skuffet over, at jeg ikke formåede at få vippet den forbi. Jeg er rigtig ked af, at jeg lavede selvmålet, siger han.

FC Nordsjælland sad kampen igennem på både spil og chancer, så at hjemmeholdet i overtiden smed bolden væk tæt på eget felt, og dermed inviterede AaB til at tage sejren, irriterer træner Olafur Kristjansson.

- Det var superærgerligt, når vi trods alt havde spillet en kamp, hvor vi havde styr på tingene. Vi fik ikke hul på bylden, trods chancer, men vi skulle i hvert fald have kørt 0-0 hjem, siger træneren.

- Kampen igennem var vi dygtige til at køre lange angreb og holde fast i bolden, men til sidst, når kampen er ved at fuse ud, skal vi blive ved med det. Vi skal ikke gå over til at forcere noget, hvilket vi gjorde, og det blev vi straffet for.

- Vi skal kende faserne i spillet, og vi skal kunne tage temperaturen på kampen. Den var på det tidspunkt omkring frysepunktet, så vi skulle bare have stillet os tilfredse med et point.

Olafur Kristjansson håber på, at FC Nordsjælland-spillerne kan lære af det svigende nederlag.

- Vi kan lære noget, men spørgsmålet er, om man vil lære noget. Det er det, vi skal til nu. Vi skal tage de ting, der er i denne kamp, men også de ting, der var i sidste kamp mod Sønderjyske, hvor vi ligeledes lavede fejl, siger Kristjansson.

- Vi skal tage fejlene med ærgerrighed, og så skal forsvarsspillerne huske, at de først og fremmest er der for at forsvare. De er ikke 10'ere på en forsvarsplads, de er forsvarsspillere. Det skal spillerne lære.

/ritzau/