FC Nordsjælland-træner er træt af muligt EM-dilemma

Skrevet af admin

16/05/2016

Dagens topnyheder

FC Nordsjælland kan komme til at stå i et dilemma, hvis der er hold i historien om, at klubbens 18-årige stjerneskud Emre Mor bliver udtaget til at træne med Tyrkiets A-landshold, der senere i maj møder England og Montenegro i testkampe forud for EM i Frankrig.

- Det er ikke bekræftet, siger FC Nordsjællands cheftræner, Kasper Hjulmand, efter at hans klub mandag aften tabte 0-2 ude til FC København i Alka Superligaen.

Kasper Hjulmand forventer at få en afklaring inden for de næste par dage.

Træneren lægger ikke skjul på, at han er træt af udsigten til, at FC Nordsjælland skal træffe valget mellem at holde på Emre Mor eller lade ham tage afsted, så han ikke kommer med i de sidste kampe i Superligaen.

- Det eneste, jeg har at sige til det, er, at jeg glæder mig til den dag, hvor de internationale forbund og de nationale ligaer får koordineret, så klubberne ikke står med de her voldsomme dilemmaer om en spiller, der kan komme til EM.

- Det er en ærgerlig situation for en klub at stå i, siger Kasper Hjulmand.

Kasper Hjulmand peger på, at selv om FCK mandag sikrede sig mesterskabet, og Hobro for længst har sat sig på den enlige nedrykningsplads, så er der stadig vigtige kampe at spille i Superligaen.

FC Nordsjælland skal i sidste spillerunde møde FC Midtjylland, der kæmper om medaljer og europæisk fodbold i næste sæson.

Emre Mor kan hverken be- eller afkræfte, at han bliver indkaldt til Tyrkiets træningslejr.

- Jeg har ikke hørt noget konkret endnu, men jeg har hørt, at der har været en mulighed. Men jeg har ikke hørt noget konkret.

Spørgsmål: Hvad kunne du godt tænke dig?

- Hvis jeg blev udtaget, og vi havde noget at spille for, så var jeg blevet i Danmark, det er 100 procent sikkert. Så var jeg ikke taget afsted.

- Men hvis jeg bliver udtaget, nu hvor vi ikke har så meget at spille for, så er det op til klubben. Det er klubbens beslutning, der gælder. Vil klubben ikke have, at jeg tager afsted, så tager jeg ikke afsted, siger Emre Mor.

FC Nordsjælland ligger nummer ni i Superligaen med 34 point for 30 kampe.

/ritzau/