FC Nordsjælland: Vi kan snyde Juventus

Når FC Nordsjælland på tirsdag møder Juventus i Champions League, kommer de danske mestre op mod en modstander, der på papiret dårligt kunne være stærkere.

Juventus er efter 2-0-sejren over Napoli lørdag aften ubesejret i 47 Serie A-kampe på stribe og har heller ikke tabt i de første to gruppeopgør i Champions League.

Alligevel er italienerne under pres i Parken, for efter uafgjorte kampe mod Chelsea og Shakhtar Donetsk vil Juventus halte efter rivalerne, hvis ikke FC Nordsjælland får klø på tirsdag.

- De er piskede til at vinde mod os og har lørdag været ude i en hård kamp mod Napoli, hvor de ikke har kunnet spare spillere. Jeg tror på, at der er chancer, siger FC Nordsjællands træner Kasper Hjulmand.

Mestrenes træner erkender, at Juventus skal have en dårlig dag, hvis det skal blive til en sensation i Parken.

Men Hjulmand regner med, at hans spillere har lært af de første to kampe i det fine selskab, hvor det begge gange er blevet til nederlag.

- Vi bliver måske nødt til at spille på en lidt anden måde.

- I sidste runde var vi det hold, der løb mest af samtlige 32 hold i Champions League. Der er en pointe i, at vi måske skal løbe lidt mere koordineret og på den rigtige måde, så står vi godt, lyder det fra Kasper Hjulmand.

Kampen mod Juventus spilles klokken 20.45 på tirsdag.

 

Dagens Gossip