FC Nordsjællands krise fortsætter

Blot én sejr i ni kampe i Superligaen og en samlet score på fem point. Det er hvad FC Nordsjælland står med efter søndagens kamp i Haderslev. Og ikke nok med det, så spiller Farum-holdet en rigtig sløj omgang fodbold i øjeblikket.

Eftermiddagens kamp blev sikkert vundet af Sønderjyske efter mål af Bjørn Paulsen og Johan Absalonsen.

FC Nordsjælland spillede en frygtelig første halvleg, hvor Sønderjyske var god til at udnytte en svag FCN-defensiv.

Efter et lille kvarter kom Bjørn Paulsen højst til et indlæg og headede bolden i en blød bue over i fjerneste hjørne. Føringsmålet satte blot yderligere skub i Sønderjyske, som gennem halvlegen skabte flere gode muligheder for at score.

Tommy Bechmann fik en friløber takket være et nyt kiks i FCN-forsvaret, men Bechmann afsluttede svagt. Men Bechmann var retfærdigvis en af de velspillende Sønderjyske-spillere, og han var således også manden bag Johan Absalonsens 2-0 mål. Bechmann vandt en duel på midten af banen og spillede Absalonsen fri i dybden. Absalonsen lobbede flot bolden forbi Martin Hansen, og så blev krisen endnu mere udtalt for FC Nordsjælland.

FCN-træner Kasper Hjulmand reagerede efter en halv times tid ved at lave en dobbelt udskiftning. En svagt spillende Martin Vingaard blev flået ud sammen med Emiliano Marcondes, og ind kom Lasse Petry og Bassel Jradi. Et tydeligt signal fra Hjulmand om, hvad han synes om sit holds præstation.

Den aggressive indskiftning hjalp dog ikke meget for Hjulmand og FCN. Udeholdet havde bolden på fødderne, men skabte ingen store chancer og i den anden ende gav de stadig store chancer væk fra Sønderjyske. Johan Absalonsen, som spillede en rigtig god kamp, havde flere aktioner, som kunne have ført til flere mål.

De få chancer, som FCN fik tilspillet sig blev pillet ned af en storspillende Sønderjyske-målmand, Marin Skender.

Sejren bringer Sønderjyske op på 11 point, og dermed luft ned til nedrykningsstregen.

Dagens Gossip