FC Vestsjælland-boss håber på mirakelredning

Skrevet af admin

05/12/2015

Mest læste i dag

15 millioner kroner skal FC Vestsjælland bruge for at undgå en truende konkurs, og fodboldklubben kæmper stadig for at skaffe pengene.

På et møde med interesserede investorer lørdag formiddag er klubben i gang med at forsøge at redde klubben.

- Vi har fået mange positive tilkendegivelser, og så må vi se, om der sker et mirakel, siger FC Vestsjællands direktør, Gert Hansen.

- Vi har ikke lagt skjul på, at der skal mange millioner til. Der skal omkring 15 millioner til for at køre turneringen færdig, siger han.

Tidligere har det været fremme, at Slagelse-klubben allerede har fundet halvdelen af pengesummen, men det er ikke nok.

- Vi skal have indikationer på, hvordan investorerne ser på det, og om de er fortrøstningsfulde. Hvis de er det, så kæmper vi til sidste blodsdråbe.

- Vi har bygget noget op de seneste seks-syv år, som er helt unikt, og det ville være synd at kaste det på gulvet og starte forfra, siger Gert Hansen.

Dansk Boldspil-Union (DBU) har allerede fratrukket FC Vestsjælland seks point på grund af konkursbegæringen, og klubben er placeret på sidstepladsen i 1. division.

Hvis FC Vestsjælland går konkurs, så degraderes klubben to rækker, og det vil sammen med den sandsynlige nedrykning betyde et fald på hele tre rækker.

- Ryger vi først ned i Sjællandsserien, så kommer der ikke elitefodbold i dette område mere. Det er helt sikkert.

- Fodbolden har ændret sig, siden vi startede projektet. Det bliver sværere og sværere og rykke op. Løbet er kørt, hvis vi rykker ned, vurderer Gert Hansen.

/ritzau/