FC Vestsjælland ønsker matchfixing-anke speedet igennem

Den 24. marts indleder topholdet FC Vestsjælland den meget vigtige forårssæson i 1. division hjemme mod Brønshøj, der også kæmper om oprykning til Superligaen.

FC Vestsjælland har valgt at suspendere sin tidligere anfører Kristoffer Wichmann, så længe appelsagen kører i sagen om forsvarsspilleren, som Dansk Boldspil-Union (DBU) i sidste uge idømte seks måneders karantæne for matchfixing.

FC Vestsjællands direktør, Gert Hansen, regner med, at DBU-appeludvalget har afgjort sagen, inden forårssæsonen begynder.

- Det forventer vi helt klart, siger Gert Hansen.

Kristoffer Wichmann erklærer sig uskyldig i at have spillet på en af sin klubs kampe og har anket dommen.

Formand for DBU's appeludvalg Henrik Bloch Andersen påpeger, at anken foreløbig er meget kortfattet, og at Wichmanns advokat, Henrik Stagetorn, ønsker at komme med en mere uddybende anke.

- Vi har ikke så mange sager i appeludvalget, så vi plejer faktisk at være ret hurtige til det.

- Der er selvfølgelig sager, der kan være mere omfangsrige end andre, og de kræver en længere behandlingstid, fordi der er nogle sagsoplysningsskridt, som man er nødt til at iværksætte, inden man kan træffe en afgørelse.

- Umiddelbart ser 24. marts dog ikke ud til at skulle give noget problem. Men jeg ved selvfølgelig ikke, hvad der viser sig under sagsbehandlingen, siger Henrik Bloch Andersen.

FC Vestsjælland valgte selv at suspendere Kristoffer Wichmann, mens ankesagen kører, selvom han er berettiget til at være i klubben.

- Vi har valgt at sige: Nu holder du fri, indtil appelsagen er ovre. Du holder dig fysisk i gang, men indtil videre er du fritaget fra træning.

- Det er for at holde fokus på turneringen, for hvis Kristoffer kom til træning, ville der være et fokus, som vi som klub ikke ønsker omkring det, siger Gert Hansen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV