FC Vestsjælland-profil trods 1-2: Tæt på perfekt kamp

FC Vestsjælland tabte for fjerde kamp i streg, da holdet mandag aften led et 1-2-nederlag på MCH Arena til Superligaens suveræne førerhold FC Midtjylland.

Kristian Bach Bak scorede sejrsmålet kort før tid.

Vestsjællændernes midtbanespiller Jan Kristiansen stod efter opgøret med en ærgerlig følelse

- Jeg synes, vi spillede tæt på en perfekt kamp. Vi var ikke så gode på bolden, men ved at spille enkelt kom vi alligevel frem til et par chancer. Vi vidste, FC Midtjylland ville være stærke her på banen, men vi holdt dem egentligt godt fra fadet.

- Efter vores udligning følte jeg faktisk, vi havde godt styr på det, men en lille fejl til sidst gjorde forskellen, og så må man sige, det var meget godt sparket ind af Kristian Bach Bak, siger Jan Kristiansen.

Holdkammerat Marc Dal Hende hang ligesom resten af sine holdkammerater med hovedet efter kampen og gav udtryk for, at den sene scoring gjorde ekstremt ondt.

- Sejren kunne godt have tippet til vores fordel, og det var meget ærgerligt, vi ikke fik nogle point med herfra. Det gjorde ondt, da de scorede, for i vores situation skal vi have point hver gang, siger Marc Dal Hende.

Cheftræner i Slagelse-klubben, Michael Hansen, pegede efter nederlaget på, at holdet havde fortjent et point.

- Vi er ærgerlige over at have smidt et velfortjent point kort før tid. Lige nu er vi trætte af det, men i morgen må vi se frem til den næste kamp, hvor vi skal forsøge at lukke afstanden op til stregen, siger Michael Hansen.

FC Vestsjælland får i efterårets sidste kamp besøg af oprykkerne fra Hobro. Uanset resultatet af den kamp ligger det dog fast, at vestsjællænderne overvintrer under stregen.

/ritzau/

Dagens Gossip