FC Vestsjælland-træner: Vi blev for passive

Mens Olafur Kristjansson fik en god debut som FC Nordsjælland-træner, var superligadebuten modsat dårlig for Michael Hansen på FC Vestsjællands bænk.

Træneren kunne ellers se sit hold komme i front med to mål, men i anden halvleg faldt FC Vestsjælland sammen og tabte kampen mod FC Nordsjælland med 2-3.

- Vi blev passive med bolden, og kom til at hænge efter hele tiden. Vi udnyttede ikke at vi kunne hvile med bolden uden at jage, fordi vi var i front, siger Hansen.

- Derved fik vi ikke pauser i vores defensiv, og det har man brug for mod et hold som FC Nordsjælland. Vi var for dårlige til at kommunikere på banen, og vi overlod totalt initiativet til dem.

Selvom der efter en halv time stod 0-2 på måltavlen i Farum Park fornemmede FC Vestsjælland-træneren, at et comeback fra FC Nordsjælland var på vej.

- Jeg synes egentlig bare at det var et spørgsmål om tid, før de fik hul på bylden. Så pausen bekom os vel men det var ærgerligt, at de fik reduceret lige inden, siger Hansen.

- Jeg må så have sagt noget forkert i pausen, for det jeg sagde ændrede i hvert fald ikke ret meget. Vi havde godt nok en periode i anden halvleg hvor det virkede til, at de var lige så trætte som os.

- Men vi formåede ikke at holde fast, og så rullede de sig ud i det sidste kvarter. Så et eller andet sted var det fortjent nok, i og med at de skabte spillet i størstedelen af kampen.

At være foran med to og alligevel tabe gør ondt, erkender Michael Hansen.

- Det var et slag, men det var kun første kamp. Vi skal suge det til os vi kan fra denne kamp og så bekræfte os selv i, at vi er på vej i den retning, vi gerne vil, siger Hansen.

- Men samtidig skal vi også bekræfte os selv i, at vi stadig har et stort stykke arbejde at gøre.

/ritzau/

Dagens Gossip