FCK-anfører: Glad for at slippe for skævt liga-billede

Skrevet af admin

17/09/2015

Mest læste i dag

For fire dage siden rodede FC København rundt i den forkerte ende af superliga-stillingen.

Så vandt FCK 4-2 over AaB. Og efter onsdagens sejr på 3-0 over Randers i den udsatte kamp fra første spillerunde befinder FCK sig pludselig på ligaens andenplads. Kun tre point efter førerholdet FC Midtjylland.

FCK-anfører Thomas Delaney glæder sig over igen at være på kamphøjde med de øvrige hold. Snakken om, at FCM allerede var stukket af sted mod et nyt mesterskab, har været overdreven, mener han.

- Kampen mod Randers har været sådan en buffer-kamp. Tabellen har set lidt skæv ud på grund af den udsatte kamp, så det er rart at være lige med de andre hold.

- Vi er blevet skudt i hovedet med, at "hvis I taber den næste kamp, er I 12 point bagefter". Nu er vi tre point efter og har spillet lige meget, så kan vi droppe alt andet snak, siger Thomas Delaney.

Andreas Cornelius, der har scoret i de to seneste sejre, ser også gode perspektiver for resten af sæsonen.

- I starten af sæsonen smed vi nogle dumme point, selv om vi spillede udmærket. Nu og fremadrettet ser det godt ud, og jeg tror på, at vi kan følge med nu, siger Andreas Cornelius og tilføjer.

- Og så skal vi ramme vores topniveau for at overhale FC Midtjylland.

Spørgsmål: Hvor langt er I fra jeres topniveau?

- Der er stadig et stykke vej. Vi kan forbedre os på en del parametre. Vi skal blive bedre i samspillet, og så laver vi stadig lidt for mange lette fejl.

- Mod Randers fungerede presspillet heller ikke helt, som det skulle. Men det er sådan noget, man lærer at afstemme med tiden, siger Cornelius.

Angriberen er særligt fortrøstningsfuld ved holdets evne til at skabe chancer og nu også score mål. Holdet er nu det mest scorende i ligaen med 15 mål.

- I starten af sidste sæson havde vi problemer med at skabe chancer. Det har vi ikke nu, og det er en stor forskel, lyder det fra Cornelius.

FCK skal søndag forsøge at vinde den tredje hjemmekamp på otte dage, når Hobro gæster Telia Parken.

/ritzau/