FCK-anfører: Knaldhamrende svært mod Juventus

Skrevet af admin

06/11/2013

Dagens topnyheder

FC København kom med tirsdagens 1-0-sejr hjemme over Galatasaray op på tredjepladsen i Champions Leagues gruppe B.

Før de sidste to kampe, som er ude mod Juventus og hjemme mod Real Madrid, kan de danske mestre tillade sig at drømme om at spille europæisk fodbold efter nytår.

FCK-anfører Lars Jacobsen er glad for sejren og fremgangen den seneste tid, men han maner samtidig til besindighed.

- Generelt set er vi på en god vej, det er det vigtigste. Vi er inde i en positiv stime i øjeblikket med en masse gode resultater, og vi er begyndt at forsvare meget bedre, og det er rigtig vigtigt.

- Men det bliver knaldhamrende svært i Torino. Fra begyndelsen har jeg sagt, at det bliver en af de sværeste kampe. Dér bliver vi sat under pres på en helt anden måde end i dag (tirsdag, red.), siger Lars Jacobsen.

Den 27. november stiller FCK op i Torino til kampen mod et Juventus-hold, der er maksimalt presset efter fire sejrsløse kampe og blot tre point i gruppen.

FCK kan til gengæld håbe, at Real Madrid allerede har sikret gruppesejren, når spanierne den 10. december kommer på besøg i Parken.

Lars Jacobsen anser det som mest sandsynligt at få noget med fra kampen mod gruppe B's suveræne tophold, der har 10 point.

- Vi har to kampe til at få de fornødne point. Men jeg tror, at vi har størst chance for at få point på hjemmebane. Vi var fra starten klar over, at vi skulle lave pointene dér, hvis vi overhovedet skulle have nogen.

- Nu har vi lavet fire point, og det må siges at være godkendt. Så kan vi håbe, at Real Madrid basker Galatasaray næste gang, så Real er videre. Og så må vi se, hvad der sker, siger han.

Både Galatasaray og FCK har fire point, men tyrkerne indtager andenpladsen, fordi de er bedst i indbyrdes opgør efter 3-1-sejren i Istanbul.

De to bedste hold i gruppen går videre til 1/8-finalerne i Champions League, mens gruppetreeren bliver overført til Europa League.

- Vi har to kampe tilbage, og det er mod Juventus og Real Madrid. Det er lidt absurd at snakke om, hvor mange point vi skal satse på at få ud af de to kampe, for det er to kanongode hold.

- Vi skal bare tage en kamp ad gangen, og så må vi se, hvor vi ender henne. Vi har skabt grobund for at være med til slut, og det er det vigtigste, siger Lars Jacobsen.

/ritzau/