FCK-anfører: Nye spillere er godt scoutet

Skrevet af admin

26/07/2015

Mest læste i dag

FC København kom søndag aften godt fra land i Alka Superligaen, da det på udebane i Esbjerg blev til en 2-1-sejr i københavnernes sæsonpremiere.

Hovedstadsklubben har været meget aktive hidtil i transfervinduet, hvor en del spillere er kommet til.

Anfører Thomas Delaney er glad for de nye holdkammerater, og han mener, de passer godt ind i klubben.

- De nye spillere vi har fået ind i år, lader til at være godt scoutet. Det er nogle af de typer, vi føler, vi manglede i sidste sæson.

Den 23-årige midtbanespiller mener ikke, der vil gå lang tid, før FC København-holdet er helt oppe i gear.

- Jeg mener, vi er langt. Især offensivt, hvor vi har nogle typer, vi bare skal slippe løs, og så gør de deres ting.

- Vi kan arbejde på at blive lidt klogere. Vi skal vurdere, hvornår man skal drible, og hvornår man skal spille med lidt mere omtanke. Det er sådan nogle ting, vi som hold skal lære nu, siger Thomas Delaney.

FCK-manager Ståle Solbakken er fokuseret på, at de nye ansigter i FC København hurtigst muligt skal lære spillestilen at kende.

- De nye spillere skal lære måden, vi spiller på, og måden vi skal tage point på. Det gælder på både gode og dårlige dage. Det kommer gennem en masse træning og gennem kampene, siger han og fortsætter:

- Vi kommer til at blive meget stærke, men her i starten hvor vi har mange spillere, der ikke har trænet og spillet så meget, er det vigtigt at tage tre point i kampene fra start. I øjeblikket er vi meget smalle.

FC Københavns næste opgave i Superligaen er mod Sønderjyske i Haderslev. Inden da venter onsdag en kamp mod tjekkiske Jablonec i Europa League-kvalifikationen.

/ritzau/