FCK bekræfter dialog med Kahlenberg

FC Københavns sportsdirektør bekræfter til FCK TV, at de danske mestre også har været i dialog med den tidligere danske landsholdsprofil.

Allerede mandag havde Ekstra Bladet den på det tidspunkt ubekræftede historie om, at Thomas Kahlenberg havde været i kontakt med FC København. I avisen fremgik det, at de danske mestre havde rettet henvendelse til Kahlenberg, som er transferfri efter et mislykket ophold i Wolfsburg. Men den udlægning af begivenhedernes gang deler Carsten V. Jensen ikke:

- Helt generelt foregår der mange spekulationer i medierne i denne tid, og vi vil ofte blive brugt som løftestang til at skaffe bedre aftaler til spillere andre steder, eller til at kunne gøre spillere interessante for andre, siger Carsten V. Jensen til FCK TV.

- Normalt kommenterer jeg ikke på enkelt navne, men i dette tilfælde vil jeg gerne gøre en undtagelse. Sagen er, at Kahlenberg har været på banen her, men det har været et navn, vi har fået præsenteret for os, og som vi har haft en dialog om, siger han.

- Jeg vil ikke komme ind på, hvad der har været af dialog om det, men jeg oplever lidt den omvendte version af, hvad der egentlig er blevet præsenteret i medierne, siger Jensen.

Thomas Kahlenberg er nu i stedet endt i Brøndby, hvor han har skrevet under på en fireårig kontrakt.

 

 

 

Dagens Gossip