FCK-boss glæder sig over aftale: Ingen sure miner

Skrevet af admin

15/08/2014

Dagens topnyheder

En ny overenskomst er på vej i dansk topfodbold.

Spillerforeningen og Divisionsforeningen fik natten til fredag landet en aftale, og det til stor glæde for blandt andre FC Københavns administrerende direktør, Anders Hørsholt, der sad med ved bordet som repræsentant for klubberne i Divisionsforeningen.

- Vi har nu lavet en ny overenskomst for dansk professionel fodbold, som begge parter er glade for, og som lever op til de udfordringer og de muligheder, som vi står over for.

- Samtidigt er den overskuelig og utvetydig, og det har været meget vigtige punkter for os. Ligesom det var at få adskilt arbejdsmarkedsvilkår fra kommercielle forhold, hvilket også er lykkedes, siger Anders Hørsholt til FC Københavns hjemmeside.

Han kan ud over generel tilfredshed med, at der er landet en aftale, juble over, at FCK ikke tvinges til at spille tirsdagens vigtige Champions League-kvalifikationskamp mod Leverkusen uden en række profiler, hvad en strejke kunne have forårsaget.

Hørsholt understreger, at der ingen sure miner er i forhold til spillerne. De har stået i en svær situation, påpeger han.

- Vi vil gerne understrege, at vi ingen problemer eller sure miner har med og til vores egen spillertrup på trods af det lange forløb med at nå en aftale. Hverken til de spillere, der er medlemmer af Spillerforeningen, eller dem der ikke er, siger Hørsholt.

Han roser Spillerforeningens repræsentanter - med Jeppe Curth i spidsen - for en konstruktiv tilgang det sidste døgn hos forligsmanden.

- Nu kan vi alle komme videre, siger Hørsholt.

/ritzau/