FCK-chok: Adi risikerer at blive smidt ud af Danmark

Så klart er reglerne beskrevet af Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering under Udlændingestyrelsen. På styrelsens hjemmeside kan man om udenlandske sportsfolks muligheder for at få arbejds- og opholdstilladelse i Danmark læse følgende:

"Det er ens eget ansvar at få en arbejdstilladelse, hvis reglerne kræver det. Hvis man som udlænding arbejder ulovligt i Danmark, kan man udvises af landet, og både udlænding og arbejdsgiver i Danmark kan straffes med bøde eller fængsel."

FC København-sportsdirektør Carsten V. Jensen fortalte selv i søndags, at man var klar over, at man havde brugt Adi ulovligt, da han spillede med i 1-1-kampen mod FC Vestsjælland. Men sportsdirektøren forholdt sig til, at man havde en DBU-godkendt spilletilladelse, ligesom han bekræftede, at man før havde brudt reglerne på området. Han frygtede heller ikke repressalier.

- Jeg tror nu ikke, at det bliver til fængsel, men i så fald må jeg jo tage en for holdet, sagde han til TV3.

Nu har FCK så fået et andet syn på sagen. Efter et møde med politiet tirsdag er man blevet gjort opmærksom på mulige konsekvenser af den ulovlige brug af Adi, som gør, at klubben altså nu hverken lader ham træne eller spille.

Hos FCK vil man ikke fortælle, hvad det er politiet har gjort opmærksom på, men udlændingestyrelsens egen beskrivelse af reglerne slår altså fast, at der ultimativt kan blive tale om en udvisning af spilleren samt bøde eller fængselsstraf til arbejdsgiveren. Københavns Politi ønsker heller ikke at oplyse, hvilke konsekvenser det har oplyst FCK om på tirsdagens møde.

I første omgang er det dog en bøde, der truer FC København for den ulovlige brug af Fanendo Adi.

Grunden til at FC København i søndags valgte at bruge Adi, selvom hans arbejdstilladelse endnu ikke er færdigbehandlet er, at klubben synes behandlingstiden af sagen er for lang. Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering oplyser, at tilladelser til udenlandske sportsfolk skal behandles inden for 30 dage, hvilket blev overholdt i 100 pct af de ansøgninger, der var i juni i år. Som oftest behandles sagerne langt hurtigere end 30 dage. Onsdag er det 11 dage siden, FCK meddelte, at Fanendo Adi var blevet købt.

At FCK med overlæg valgte at bryde loven - og at historien nåede medierne - har gjort det endnu værre for klubben.

- Det er en skærpende omstændighed, hvis man ved, man gør noget kriminelt, og man så bliver ved med at gøre det, siger advokaturchef Michael Jørgensen fra Københavns Politis Station Amager.

 

Dagens Gossip