FCK: Christian Poulsen er blevet klar til pokalfinale

Skrevet af admin

13/05/2015

Dagens topnyheder

Efter onsdagens sene træning i Telia Parken har FC København udtaget truppen til torsdagens pokalfinale mod FC Vestsjælland.

Og der er godt nyt hos FCK, da den centrale midtbanespiller Christian Poulsen er blevet fit nok til at spille kampen.

På grund af et hav af skader hos københavnerklubben, så må FCK-manager Ståle Solbakken hive to ukendte reservespillere op i truppen.

- Christian Poulsen er klar igen efter en mindre skade i baglåret, og desuden er to af talenterne fra School of Excellence - Marcus Mathisen og Berat Beciri - udtaget.

- Begge har, ud over U19-ligaen, spillet regelmæssigt på reserveholdet i foråret, skriver klubben på sin hjemmeside.

FCK - som senest blev svækket af en skade til Mikael Antonsson - remser sin lange liste af skadede spillere op:

Kris Stadsgaard, Bashkim Kadrii, Andreas Cornelius, Youssef Toutouh, Danny Amankwaa samt Mikael Antonsson er langtidsskadede, og Kevin Foley døjer med en forstrækning i læggen.

De mange FCK-skader har på det seneste givet chancen til ukendte navne som Yones Felfel og Brandur Olsen, som også er indlemmet i truppen til pokalfinalen.

/ritzau/