FCK-direktør efter angreb på fans: Totalt uacceptabelt

FC Københavns administrerende direktør, Anders Hørsholt, er oprevet efter onsdagens episode i Kijev, hvor de medrejsende FCK-fans blev jagtet af Dnipro Dnipropetrovsk-fans i pausen af kampen i Champions League-kvalifikationen.

Dommer Andre Marriner sendte spillerne i omklædningsrummet, kort tid før anden halvleg skulle begynde, og først lidt over 10 minutter senere blev halvlegen sat i gang.

- Det, der skete, er totalt uacceptabelt, og det vil vi på ingen måde finde os i, meddeler Anders Hørsholt i en mail til Ritzau.

- Sikkerheden for vores medrejsende fans på sådan en tur skal være i orden, og det er jo netop derfor, man har opdelt stadion med et specielt og lukket afsnit, hvor udeholdets fans skal være, og hvor alle vores var samlet, som de skulle.

- Men når vi kan se, at de lokale ballademagere får mulighed for at komme fra hjemmeholdets afsnit og til udeholdets ved at gå direkte igennem den afspærring, der er, så har sikkerheden fejlet.

- Det må ikke være muligt at komme fra hjemmeholdets afsnit til udeholdets. Og ansvaret for det er hos arrangøren, siger Anders Hørsholt.

FCK kunne under kampen, der i øvrigt endte 0-0, meddele, at ingen af klubbens fans var kommet til skade under den ubehagelige oplevelse.

Det var dog mere held end forstand, mener FCK-direktøren.

- Det her kunne være gået helt galt, når de blev jagtet af en stor gruppe lokale tilskuere, selv efter de var hoppet over hegnet for at komme i sikkerhed på banen.

- Vi fik heldigvis alvoren til at gå op for de lokale myndigheder, så de kunne få bragt dem i sikkerhed, og nu handler det om at få dem og os sikkert hjem hver og én i løbet af i aften og i morgen.

Der er næppe tvivl om, at det europæiske fodboldforbund (Uefa) kommer til at gå ind i sagen, eftersom forbundet ikke ser med milde øjne på sikkerhedsbrister og fanuroligheder.

Anders Hørsholt ønsker dog ikke at spekulere i, hvad en eventuel straf for Dnipro skal være.

- Det er ikke op til os at vurdere, hvilke konsekvenser det her skal have for arrangøren eller de lokale myndigheder.

- Vi er i en tæt dialog med Uefa, og vi kommer til at følge denne her sag tæt hele vejen til dørs. Men det er Uefa, og kun Uefa, der skal afgøre præcis, hvad der er sket, og hvilken konsekvens det skal have, siger han.

Returkampen i København bliver spillet onsdag i næste uge.

Vinderen går videre til playoffrunden om at komme med i Champions League-gruppespillet.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV