FCK-direktør: Superligaen er kun bæredygtig med 12 hold

Skrevet af admin

11/06/2015

Mest læste i dag

12 hold og et slutspil. Eller 14 hold og et slutspil.

Det kunne Danmarks 24 bedste klubber ikke blive enige om på et møde i Odense onsdag, og derfor fortsætter Alka Superligaen og 1. division uændret med 12 hold i en turnering uden slutspil.

I FC København lægger man ikke skjul på, at man maksimalt ønsker 12 hold i den bedste række. På den anden side står en række mindre klubber og ønsker en liga med 14 hold, så de i mindre grad risikerer at rykke ud af det bedste selskab.

- Vi har haft en lang, god og givtig proces. Der har været mange gode modeller og muligheder på bordet, men vi må anerkende, at vi ikke var i stand til at blive enige omkring antallet af hold i en ny Superliga-struktur.

- Det har hele tiden været FC Københavns holdning, at det maksimale antal hold for en bæredygtig Superliga er 12 hold, men det har desværre ikke været muligt at opnå enighed omkring klubberne imellem, siger FCK-direktør Anders Hørsholt i en pressemeddelelse.

Han håber, at klubberne på et senere tidspunkt kan finde fælles fodslag.

- Det er en skam, men vi må arbejde videre med det, vi har, og så må vi se, om holdningerne ændrer sig på et senere tidspunkt, lyder det fra Hørsholt.

/ritzau/