FCK-direktør vil have løst konflikt inden CL-opgør

Skrevet af admin

07/08/2014

Mest læste i dag

Hvis dansk fodbold bliver lammet af en konflikt, fordi Divisionsforeningen og Spillerforeningen ikke kan blive enige om en ny overenskomst, så vil det gå hårdt ud over FC Københavns forsøg på at komme i Champions Leagues gruppespil.

FCK skal spille den første kamp i den afgørende playoff-runde om at komme i Champions League den 19. eller 20. august og returkamp ugen efter.

En mulig konflikt - fastsat til midten af august - vil dermed være startet på det værst tænkelige tidspunkt for FCK, erkender klubbens direktør Anders Hørsholt.

- Ja, men så må spillerne vælge, om de vil spille fodbold, eller om de vil have en faglig kamp, siger Hørsholt.

FCK-direktøren ved godt, hvad han vil råde spillerne til.

- Det er ikke særligt svært. Vi spiller fodbold i en fodboldklub. Og det forventer vi også, at vores spillere gør, siger Hørsholt.

Spørgsmål: Men kan man vride armen om på dem og bede dem spille fodbold?

- Det kan vi ikke bestemme. Det må spilleren selv vurdere. Men jeg er sikker på, at spillerne er både kloge og fornuftige nok til at selv at kunne vurdere situationen, siger han.

Hørsholt er parat til en konflikt, fordi han er utilfreds med den nuværende overenskomst.

- Hvis der skal være en konflikt, og den er nødvendig, så vil vi tage den. Hvis der skal en konflikt til, så kommer der en konflikt.

- Den overenskomst, der er i dag, kan vi under ingen omstændigheder leve med eller acceptere. Så den skal ændres, og vi er kommet med nogle fine forslag til forandringer.

- Overenskomsten har i dag en sådan karakter, at jeg ikke engang tror, at Dansk Arbejdsgiverforening vil have os inde under sin paraply, fordi den ikke regulerer arbejdsmæssige forhold.

- Det kan vi ikke have i en overenskomst. Det må ud, og så må vi regulere det i de aftaler, som ligger ved siden af overenskomsten. Det er arbejdsfaglige og arbejdsretslige ting, som skal reguleres i overenskomsten og ikke andet, siger han.

Hørsholt mener, at den nuværende, 10 år gamle overenskomst er uklar og utidssvarende

- Jeg håber, vi får den løst, og jeg er overbevist om, at alle de spillere, der er derude, udmærket godt kan se fornuften i det, deres arbejdsgivere og klubber siger.

- Og ikke nødvendigvis den fordrejede sandhed, der bliver fremstillet fra den anden side. Det er en arbejdskamp i øjeblikket, og så må man omgås tingene på sin egen specielle måde. Altså sandheden. I forhold til hvad der er rigtigt og forkert.

- Vi har reelt tilbudt rigtig gode forbedringer på det arbejdsretslige område i forhold til den nuværende overenskomst. Men det er klart, at vi vil have de kommercielle elementer ud af aftalen, forklarer Hørsholt.

/ritzau/