FCK dropper store CL-indkøb

Og netop Superligaen er det helt store omdrejningspunkt for FCK i den kommende sæson, fastslår sportsdirektør Carsten V. Jensen.

- Det vigtigste er, at vi gennem vores præstationer i Superligaen kvalificerer os til de europæiske turneringer i 2014. Superligaen er vores daglige brød. Det er det, der er omdrejningspunktet, og det vi indretter vores økonomi efter. Målsætning nummer to er at gøre det så godt som muligt i Europa og helst spille europæisk efter jul. Vi har også en målsætning om at komme i finalen og vinde pokalturneringen, siger sportsdirektøren.

Det kan virke underligt - og nærmest uambitiøst - at FCK, den p.t. største klub i Norden, der bare har set flere og flere Champions League-millioner rulle ind på kontoen de seneste par år, ikke har tænkt sig at investere i spillere, der kan levere i den fineste europæiske klubturnering, hvor FCK træder direkte ind i gruppespillet til september. Det er dog en nøje kalkuleret strategi, forklarer Carsten V. Jensen.  

- Mange spørger, hvorfor vi ikke investerer i spillere frem mod Champions League? Men vi indretter ikke vores trup ud fra seks kampe i en turnering, hvor spillere, der kan gøre en forskel mod de bedste hold i verden, er uden for vores rækkevidde. Så derfor holder vi os til den måde, som vi har gjort tingene på hidtil, siger Carsten V. Jensen om den model, der ikke bare sætter penge af til et stort indkøb.

- Hvis vi bygger vores budget op over en engangsudbetaling (FCK får minimum 120 millioner for deltagelse i Champions Leagues gruppespil, red.), hvordan ser det så ud til næste år, hvis man ikke spiller CL? Du kan jo sammenligne det med din egen privatøkonomi, hvor du lægger din samlede økonomi an på, at du får den engangsindtægt hvert eneste år. Så tager du da en vis risiko, siger Carsten V. Jensen.

Men har I ikke allerede nu truppen til at vinde Superligaen? (og dermed sikre kvalifikation til Champions League, red.)

- Jo det kan du sige, vi har. Men en trup er også en levende størrelse, hvor der kan ske ændringer, og man kan se på nye justeringer, siger han og påpeger, at han regner med aktivitet på transferfronten inden udgangen af august.

Men hvis man, som du siger, har truppen til at vinde Superligaen, skal man så ikke investere i Champions League?

- Vi er ambitiøse og vil stå bedst muligt ved udgangen af transfervinduet, men stadig inden for rammerne af de ressourcer, der er stillet os til rådighed. Vores model sikrer, at den økonomi, som de sportslige præstationer bringer med sig, vil gøre os i stand til at investere i spillere år efter år. Men hvis man så kunne løfte det faste indtægtsgrundlag markant, så er der grundlag for også at hæve omkostningssiden. Problemet er, at det kræver en større tv-aftale og flere tilskuere på stadion, siger Carsten V. Jensen.

Dagens Gossip