FCK er bange - overvejer at kvitte Brøndby

Urolighederne på Brøndby Stadion onsdag aften kan få FC København til at holde sig helt væk i fremtiden.

Sådan lyder meldingen fra FCK's direktør Anders Hørsholt, der tager afstand fra balladen efter 0-1-pokalnederlaget.

- Det er vores pligt som klub og arbejdsgiver at vurdere, om vi har lyst til fortsat at sende vores ansatte til Brøndby for at spille fodbold, når situationen er, som den er lige nu.

- Den manglede tillid er det op til Brøndby at genoprette, siger Hørsholt til FCK's hjemmeside.

FCK-direktøren peger på flere "ubehagelige episoder" i efteråret, hvor FCK har stødt på "utrygge og ubehagelige rammer" i Brøndby i de seneste tre måneder.

- Både vores reservehold og et af vores ungdomshold har oplevet meget utrygge og ubehagelige rammer under kampe i Brøndby, uden indgriben fra Brøndbys ledelse, fortæller Hørsholt.

FCK's ledelse har torsdag morgen været i kontakt med myndighederne for at gøre status på de beskæmmende scener på banen efter pokalkvartfinalen.

- Der er instanser i klub- og DBU-regi, der skal træffe de beslutninger på baggrund af det, de ser, hører og får indberettet, og det skal de naturligvis have lov til.

- Vi forholder os til, hvad der skete, og hvad det betyder for FC Københavns tillid til, at Brøndby kan afvikle arrangementerne i trygge rammer, når vi kommer som fodboldgæster hos dem, lyder det fra Anders Hørsholt.

Med direktørens egne ord oplevede FCK urolighederne i Brøndby på følgende møde:

- Onsdag aften måtte vores spillere og stab flygte fra banen og ned i aflåste rum, og det var meget tæt på, at vores fans blev overfaldet, selv om de forblev i eget afsnit på egen tribune. Det er naturligvis totalt uacceptabelt for os.

/ritzau/

 

Dagens Gossip