FCK er udfordret på sin egen CL-målsætning

Skrevet af admin

06/08/2014

Dagens topnyheder

I februar 2011 ændrede FC København strategi og skrev ind i regnskabet, at klubben forventede at deltage i Champions Leagues gruppespil hvert eneste år.

Siden er det kun lykkedes FCK at nå målet en gang ud af tre mulige. Det kan hurtigt blive en gang ud af fire.

FCK skal onsdag aften i Parken forsøge at nå et skridt videre i kampen om at komme i Champions Leagues gruppespil i år, når ukrainske FC Dnipro står i vejen i tredje kvalifikationsrunde i turneringen.

Mens 0-0-udgangspunktet fra den første kamp i Kijev langt fra er uoverkommeligt, så vil modstanderen i den afgørende playoff-runde blive en europæisk modstander i topklasse.

Alligevel er FCK-manager Ståle Solbakken tilfreds med de store armbevægelser fra klubbens ledelse.

- De er gode og ambitiøse. Nogle gange er målsætningen nok mere realistisk end andre. Men vi når det aldrig, hvis vi ikke drømmer stort. Så vi må gøre det, siger Solbakken.

Sportsøkonom ved Copenhagen Business School, Troels Troelsen, mener, det er en farlig måde at budgettere på.

- Jeg mener, at det er overoptimistisk. Men det ligger i hele fodboldens sjæl, at man skal være overoptimistisk. Man må ikke melde det forsigtige ud.

- Det er lidt mærkeligt, når regnskabsloven siger, at man skal melde forsigtigt og realistisk ud, siger Troelsen.

- Sporten tigger og beder om, at man altid er overoptimistisk. Så det er besynderligt, når man børsetisk burde melde ud, at det er muligt, men ikke noget, der bør regnes ind.

- Så kan FCK godt på den sportslige side sige, uanset hvor umuligt det ser ud: Vi tror på det. Den dualitet kan de børsetiske regler bare ikke rumme, forklarer Troelsen.

Hvis det lykkes at slå FC Dnipro samlet ud, så venter enten FC Porto, Napoli, Arsenal, Zenit St. Petersburg eller Bayer Leverkusen.

- Et eller andet sted havde det været klædeligt, at FCK i deres budgetlægning havde skrevet lidt om sandsynligheden.

- Jeg synes, at de underkommunikerer, at det er muligt at nå gruppespillet, men ikke sandsynligt.

- Det kan ikke udelukkes, at FCK kommer i Champions League, så ergo kan man budgettere med det. Men jeg synes ikke, at det er klædeligt rent regnskabsteknisk, mener Troelsen.

Fodboldøkonom hos Deloitte, Jesper Jørgensen, tror dog ikke, at FCK's økonomiske disponeringer har ændret sig, selv om klubben er kommet med langt mere ambitiøse udmeldinger i regnskaberne.

- Det ser jeg ingen problemer ved. Det er FCK's målsætning, og det er den ambition, en klub som FCK skal have. Det er ikke det samme, som at de i deres budget i dagligdagen styrer efter at spille i Champions League.

- For det er jeg helt overbevist om, at de ikke gør. De tager udgangspunkt i, at de lever af et eller andet minimumsbudget. Champions League kommer så oven på toppen af det.

- De starter ikke med at disponere over alle Champions League-pengene for derefter at se, om det lykkedes, påpeger Jørgensen.

Han mener, at investorerne er kloge nok til at gennemskue FCK's udmeldinger:

- Gruppespillet kan give FCK 150 millioner, og så kan regnskabslæsere selv trække de 150 millioner kroner fra. Det, FCK oplyser, er helt transparent. Så må investorerne selv forholde sig til, om de tror på det eller ej.

Da FCK lå langt efter AaB og FCM i foråret, nedjusterede FCK's ledelse forventningerne til et gruppespil i efteråret. Det endte dog overraskende med DM-sølv, så drømmen blev vakt til live igen.

- Det er en hård vej, de skal. De har også en runde mere, hvor de får en hård modstander, så fra deres side vil der ikke komme nogle opjusteringer, før de har været igennem den næste runde, som nok også falder sammen med deres halvårsregnskab, siger Jørgensen.

Kampen mellem FCK og FC Dnipro går i gang klokken 20.

/ritzau/