FCK forhandler om ny Daniel Jensen-kontrakt

Midtbanespilleren underskrev i januar en kontrakt på et halvt år med FCK, og han har i den grad grebet chancen og vist, at han stadig holder et højt niveau.

FCK-træner Ariël Jacobs har gjort flittigt brug af den 33-årige tidligere landsholdsspiller. Der ventes også at komme en afklaring inden for kort tid, hvor parterne formentlig bliver enige om en ny kontrakt på et eller to år.

- Vi har talt løbende hen ad vejen, og jeg går ud fra, at der inden ret længe kommer en beslutning. Det er klart, at det ville være unaturligt med en ny halv-årig kontrakt, så det er en mere permanent, vi sigter efter, siger bror og agent Niclas Jensen til sporten.dk.

Han er optimistisk omkring en forlængelse med FCK.

- Jeg tror først og fremmest FCK ønskede at se, om Daniel havde lagt skaderne bag sig, og om han fortsat spillede på et højt niveau. Set i det lys så ser det positivt ud, for Daniel har gjort det godt i foråret, forklarer Niclas Jensen og fortsætter;

- Jeg tror også, at FCK hentede ham med henblik på den kommende sæson, hvor de godt kan bruge en rutineret spiller, der har prøvet europæisk topniveau. Men de ville sikre sig, at han ikke stadig var alt for tit skadet.

Daniel Jensen fejrede mesterskabet og festede sammen med den øvrige trup natten til mandag på Cafe Victor.

 

 

Dagens Gossip