FCK forlænger med kometangriber

Den 19-årige angriber Andreas Cornelius har haft en fantastisk sæson, og onsdag blev han belønnet med en ny kontrakt hos FC København.

Parterne har nu papir på hinanden frem til 2016.

- Det er imponerende, hvilket niveau Andreas Cornelius har vist sig frem på siden sommerferien, og vi er naturligvis begejstrede for, at vi nu er blevet enige om en ny aftale, siger FCK's sportsdirektør, Carsten V. Jensen, til klubbens hjemmeside.

- Andreas har både på og uden for banen optrådt eksemplarisk, og det vil vi gerne belønne ham for. Og vi har været meget tilfredse med at opleve den vilje, som Andreas selv har vist, til at ville knytte sig yderligere til FCK, siger sportsdirektøren.

Andreas Cornelius var helt ukendt i den brede offentlighed før denne sæson, men han har med ni mål skudt sig højt til vejrs på topscorerlisten i Superligaen.

Tidligere i september fik han debut for A-landsholdet, da han blev skiftet ind i Danmarks VM-kvalifikationskamp mod Tjekkiet.

- Jeg er meget glad for, at FCK har vist mig den tillid og den anerkendelse, der ligger i at få forlænget en kontrakt, som ellers allerede knyttede os sammen i tre år, siger han.

- Min start i Superligaen har været helt fantastisk, og jeg føler, jeg bliver bedre hver eneste dag, jeg arbejder med mine holdkammerater og ikke mindst trænere i FCK, siger angriberen.

/ritzau/

Dagens Gossip